Forside Farvestoffer (E100-E180) E100 Curcumin

E 100 udgør en vigtig del af karry
E 100 Curcumin (Turmeric, Gurkemejefarve) udtrækkes fra gurkemejerod, hvor det er det farvende element. Gurkemeje er et meget almindeligt og anvendt krydderi, og udgør også en vigtig del af karry. Curcumin anvendt som tilsætningsstof giver en gul til orange farve. Det officielle navn på positivlisten var tidligere gurkemejefarve.

Curcumin har ingen påviselig sundhedsskadelig effekt
E 100, curcumin, som rent stof er blevet vurderet af ’the Joint FAO/WHO Expert Commitee on Food Additives – (JECFA)’ der ud fra langtidsforsøg på mus og rotter har kunnet erklære stoffet for ikke kræft-fremkaldende. Desuden har stoffet heller ingen negativ effekt på afkom, så det acceptable daglige indtag (ADI) er 3 mg/kg legemsvægt.
Da curcumin er en naturlig bestanddel af et almindeligt anvendt krydderi, er der umiddelbart ingen forbehold med hensyn til anvendelsen af dette farvestof – udover at indtagelsen af dette farvestof ikke må adskille sig væsentligt fra det indtag man kan få ved normal anvendelse af gurkemeje.

Curcumin må benyttes i de fødevarer som generelt må farves
I læskedrikke må tilsættes 100 mg/L og fra 50-500 mg/kg i andre fødevarer. Se evt. anvendelse af farvestoffer

Desuden må det anvendes i marmelade, pølser, postejer og tørrede kartofler.