Forside Farvestoffer (E100-E180) E133 Brilliant Blue FCF (FD&C Blue no 1)
Brilliant Blue FCF er et syntetisk tjærefarvestof, og benyttes som navnet antyder til at give en blå farve. Ligesom flere af de andre farvestoffer kan E 133 forårsage intolerans hos særligt følsomme personer, hvilket giver allergilignende symptomer. De mest almindelige symptomer er høfeber, nældefeber og astma.

Joint FAO/WHO Expert Commitee on Food Additives (JECFA) har fastsat et acceptabelt dagligt indtag (ADI) på 12,5 mg/kg legemsvægt, mens EU’s Videnskabelige Komité (SCF) har fastsat en ADI på 10 mg/kg legemsvægt. Desværre mangler nogle af de undersøgelser man normalt forlanger at blive foretaget, og en nordisk arbejdsgruppe har derfor anbefalet en revurdering af brilliant blue FCF.

E 133 må anvendes som tilsætningsstof i de fødevarer der generelt må farves. Der må bruges 100 mg/liter i læskedrikke og 50-500 mg/kg i andre fødevarer, se evt. en mere uddybende beskrivelse af anvendelsen af dette farvestof under farvestoffers anvendelse.

Hvis dette farvestof er tilsat i maksimal tilladt mængde, skal en person på 60 kg spise 2 kg blå vingummi for at nå op på ADI. Som med de andre farvestoffer der er kendt for at forårsage intolerans, kræves dog langt mindre mængder før man slår ud hvis man er overfølsom over for dette farvestof.