Forside Farvestoffer (E100-E180) E160a Blandede carotener og β-caroten (Beta-caroten, Gulerodsfarve)

Er naturligt forekommende i en lang række fødevarer, og som navnet antyder specielt i gulerødder. E 160a fremstilles ved ekstraktion fra fødevarer og er en ikke veldefineret blanding af især alfa-, beta- og gamma-caroten.

 

Farvestoffet E 160a fremstilles syntetisk til brug i fødevarer

Beta-caroten er det mest anvendte som farvestof, og til brug i fødevarer fremstilles det primært syntetisk. E 160a har også været forsøgt fremstillet ved ekstraktion af en særlig alge (fra Australien), men dette produkt er ikke blevet godkendt som farvestof til fødevarer, da forsøg ikke kunne dokumentere at der ikke var uønskede urenheder fra algerne. Ikke desto mindre har denne type alge i mange år været benyttet som helsekost produkt (Dunaliella salina).

Beta-caroten til farvning af stoffer og som helsekost produkt bliver også fremstillet ud fra nogle mikroorganismer (Blakeslea trispora).

 

Beta-caroten benyttes både som farvestof og provitamin

Beta-caroten benyttes som gult farvestof i fødevarer, men også som næringsstof (provitamin A).
Carotenerne er provitamin A, og omdannes i kroppen til vitamin A. Desuden virker de som antioxidanter, og sælges derfor i mange helsekost produkter, da de har en beskyttende effekt mod forskellige sygdomme, bl.a. kræft. Desværre har en lang række undersøgelser bekræftet at antioxidanter i moderate mængder har en beskyttende virkning mod kræft, mens for store mængder gør at antioxidanterne virker som prooxidanter, dvs. med den modsatte virkning af det man ønskede at opnå.

Rygere kan ikke tåle for meget E 160a

Især for rygere har dette vist sig at være tilfældet. Det bedste er når madvarerne har et naturligt indhold af antioxidanter, for undersøgelserne tyder på at når stofferne tages ud af deres naturlige sammenhæng, og sælges i f.eks. pilleform, er der risiko for uønskede effekter. Produkter med et højt indhold af beta-caroten skal være forsynet med en advarselsmærkning.

Acceptabelt dagligt indtag (ADI) var tidligere 5 mg/kg legemsvægt. EU’s Videnskabelige Komité (SCF) valgte at fjerne denne værdi, da de forsøg der var foretaget ikke var relevante i forhold til mennesker. Dels fordi gnavere ikke absorberer carotener på samme måde som vi gør, men også for at tage hensyn til rygeres større følsomhed over for dette stof. Der anvendes ikke store mængder af beta-caroten som farvestof i fødevarer, så rygere vil ikke få problemer af denne grund. Ved brug af helsekost produkter risikerer man som ryger dog let at få for meget beta-caroten, hvilket altså er sundhedsskadeligt.

Vitamin A er et fedtopløseligt vitamin, og ved indtag af for store mængder beta-caroten vil dette aflejres i hudens fedtvæv. Dette giver en gullig farve af huden, men kræver indtag af meget store mængder.

 

E 160a må benyttes som farvestof i alle fødevarer, undtagen dem som er specifikt friholdt for farvestoffer, se evt. anvendelse af farvestoffer.

Der er ikke fastsat maksimumgrænser. Fødevare industrien oplyser selv, at der normalt ikke anvendes mere end 10 mg/kg fødevare, hvilket ikke burde forårsage sundhedsmæssige problemer. Beta-caroten er et yndet farvestof (ligesom de øvrige carotener) da producenterne hermed håber at tilfredsstille forbrugernes forventninger om naturlige farvestoffer.