Lycopen er en caroten uden provitamin A virkning
Hører også til carotenoiderne, og er et rødt farvestof der bl.a. findes naturligt i tomater. Lycopen kan også fremstilles syntetisk ud fra nogle mikroorganismer (Blakeslea trispora, benyttes til at fremstille β-carotener). Lycopen har ikke provitamin A virkning.
E 160d giver ikke umiddelbart anledning til sundhedsmæssige problemer
EU’s Videnskabelige Komité (SCF) har udtalt at såfremt anvendelsen af dette farvestof ikke overstiger det niveau man kan forvente at få fra naturlige kilder, er der ingen sundhedsmæssige problemer forbundet med anvendelsen af E 160d. Den syntetiske variant kunne komitéen ikke vurdere, da der ikke forelå oplysninger nok. EFSA’s panel for tilsætningsstoffer modtog i 2007 en fornyet ansøgning om at vurdere den syntetiske variant, og har også vurderet lycopen udvundet af mikroorganismer. De fandt denne variant sammenlignelig med det lycopen der normalt udvindes fra tomater, men da anvendelsen af E 160d dermed kan forventes at overstige det niveau der normalt opnås ved at spise tomat-produkter, er denne variant endnu ikke godkendt.
Joint FAO/WHO Expert Comitee on Food Additives (JECFA) har tildelt lycopen et acceptabelt dagligt indtag (ADI) på 0,5 mg/kg legemsvægt. Denne vurdering dækker både den biosyntetiske og den syntetiske variant.
Lycopen er en effektiv antioxidant og benyttes i helsekost produkter.
E 160d må anvendes i de fødevarer som generelt må farves. Se evt. skema under anvendelse af farvestoffer.
Der må benyttes 100 mg/liter i læskedrikke og 50-500 mg/kg i andre fødevarer.