Lutein er et af de mest naturligt udbredte farvestoffer. Oftest anvendes ekstrakt af lucerne eller fløjlsblomst (tagetes) som farvestof til fødevarer. Det er et gult farvestof.
Lutein er et naturligt farvestof og er ved at blive vurderet som kosttilskud
Tidligere var vurderingen var EU’s Videnskabelig Komité (SCF) at lutein var acceptabelt som farvestof til fødevarer, så længe anvendelsen ikke medførte overskridelse af det indtag der kunne forventes ved at spise fødevarer hvor farvestoffet forekommer naturligt.
Dette harmonerer ikke med at farven udtrækkes fra lucerne og fløjlsblomst, da det næppe er fødevarer der normalt findes på forbrugernes spisebord. Joint FAO/WHO Expert Commitee on Food Additives (JECFA) har tildelt lutein udtrukket fra lucerne et acceptabelt dagligt indtag (ADI) på 2 mg/kg legemsvægt. EFSA er ved at vurdere anvendelsen af lutein som kosttilskud.
E 161b må anvendes i de fødevarer som generelt må farves, med op til 100 mg/liter læskedrik og 50-500 mg/kg i andre fødevarer. Se evt. mere uddybende beskrivelse under anvendelse af farvestoffer.
Lutein har ikke været specielt udbredt som farvestof til fødevarer i Danmark, men måske ændres denne tendens efterhånden som producenterne introducerer flere ”naturlige farvestoffer” for at tilfredsstille forbrugernes ønsker.