Rubinpigment er et syntetisk tjærefarvestof af azotypen, som giver fødevarer en rød farve.
E 180 kan forårsage intolerans
Som flere af de øvrige azo-farvestoffer kan E 180 forårsage allergilignende symptomer, intolerans, hos særligt følsomme. Symptomerne er oftest høfeber, nældefeber og astma.
EU’s Videnskabelige Komité (SCF) har tildelt E 180 et acceptabelt dagligt indtag (ADI)på 1,5 mg/kg legemsvægt, mens Joint FAO/WHO Expert Commitee on Food Additives (JECFA) ønsker flere undersøgelser før ADI kan fastlægges.
E 180 må kun bruges som tilsætningsstof i spiselig osteskorpe, og da dette næppe udgør en specielt stor del af den daglige kost, bør der ikke være nogen betænkeligheder ved anvendelsen af dette farvestof.
Når farvestoffet anvendes på den måde betragtes det ikke som tilsætningsstof og er derfor ikke reguleret og heller ikke deklareret.