Disse tilsætningsstoffer er også kendt som parabener, og benyttes ikke specielt i fødevarer, da de har en særegen eftersmag. Er derimod udbredte i kosmetik og hudpleje produkter. De fremstilles syntetisk ud fra benzosyre (E 210).
E 214- E 219 er konserveringsstoffer der især hæmmer vækst af gær- og skimmelsvampe (mug) og til dels bakterier.
Parabener kan forårsage intolerans
Som flere andre tilsætningsstoffer kan parabener give allergi-lignende symptomer hos særligt følsomme. Symptomerne er oftest høfeber, nældefeber og astma.
E 214 – E 219 har af Joint FAO/WHO Expert Comitee on Food Additives og EU’s Videnskabelige Komité fået tildelt et acceptabelt dagligt indtag (ADI) på 10 mg/kg legemsvægt.
Propyl-paraben forbudt pga. mistanke om østrogen effekt
Parabener har i længere tid været mistænkt for at have uønsket østrogen effekt (var i lang tid omdiskuterede i USA pga. uønskede effekter ved brug af deodoranter med propyl- og isopropylparabener).
Disse kedelige bivirkninger gælder dog ikke methyl- og ethyl-parabenerne, men som følge heraf er anvendelsen af propyl-paraben ikke længere tilladt som tilsætningsstof. Dette har dog mest praktisk betydning for kosmetikbranchen.
E 214 - E 219 har begrænset anvendelse i fødevarer
Parabener må ikke længere anvendes i læskedrikke og marmelade som følge af de fælles EU regler. Stofferne har derfor meget begrænset anvendelse som tilsætningsstof i fødevarer.
E 214, E 215, E 218 og E 219 må dog anvendes i gelé til kødprodukter og i postej, her er den maksimalt tilladte tilsætning 1 g/kg, i snacks og slik med 0,3 g/kg og i flydende kosttilskud med 2 g/kg.