Forside Deklaration af fødevarer

Kategoribetegnelse der skal anvendes ved deklaration af fødevarer
Her er angivet de kategoribetegnelser der skal anvendes ved mærkning af færdigpakkede fødevarer, ifølge tilsætningsstofbekendtgørelsen. De anførte definitioner er de officielle.

Antiklumpningsmidler Stoffer der reducerer en fødevares individuelle partiklers tendens til at klæbe sammen.
Antioxidanter Stoffer som forlænger en fødevares holdbarhed ved at beskytte den mod ødelæggelse ved iltning som f.eks. fedtharskning og misfarvning.
Bærestoffer – herunder opløsningsmidler anvendt som bærestoffer Stoffer der anvendes til at opløse, fortynde, dispergere eller på anden måde ændre den fysiske form af et tilsætningsstof til fødevarer uden at ændre dets teknologiske funktion (og uden selv at have en teknologisk virkning) med henblik på at lette håndtering, tilsætning eller anvendelse af tilsætningsstoffer.
Drivgasser Andre gasser end luft, som presser en fødevare ud af en beholder.
Emballagegasser Andre gasser end luft, der indføres i en beholder før, mens eller efter at en fødevare anbringes deri.
Emulgatorer Stoffer hvormed man kan danne eller opretholde en homogen blanding af to eller flere ikke-blandbare faser som f.eks. olie og vand i en fødevare.
Farvestoffer Stoffer der giver en fødevare farve eller giver den dens farve tilbage og som omfatter naturlige bestanddele af fødevarer og andre naturlige kildematerialer, som normalt ikke i sig selv fortæres som fødevarer, og som ikke normalt anvendes som karakteristiske ingredienser i fødevarer.
Præparater, der er fremstillet af fødevarer og andre naturlige kildematerialer ved en fysisk og/eller kemisk ekstraktion, som fører til en selektiv ekstraktion af pigmenter i forhold til de ernæringsmæssige eller aromatiske bestanddele, er farvestoffer.
Fortykningsmidler Stoffer der øger en fødevares viskositet.
Fugtighedsbevarende midler Stoffer som beskytter fødevarer mod udtørreing ved at reducere virkningen af omgivelser med lav fugtighedsgrad, eller som gør opløsning af et pulver i et vandigt medium lettere.
Fyldemidler Stoffer der øger en fødevares volumen uden at øge dens energiindhold væsentligt.
Geleringsmidler Stoffer der øger en fødevares konsistens ved geledannelse.
Hævemidler Stoffer eller kombinationer af stoffer, som udvikler gas og dermed får dej til at svulme op.
Kompleksdannere Stoffer der danner kemiske kompleksforbindelser med metalioner.
Konserveringsmidler Stoffer som forlænger en fødevares holdbarhed ved at beskytte den mod ødelæggelse forårsaget af mikroorganismer.
Konsistensmidler Stoffer som gør eller holder frugt og grøntsager faste eller sprøde, eller som reagerer med geleringsmidler og danner eller styrker en gel.
Melbehandlingsmidler Andre stoffer end emulgatorer, som tilsættes mel eller dej for at forbedre bageegenskaberne.
Modificerede stivelser Stoffer der fremkommer ved en eller flere kemiske behandlinger af spiselig stivelse, som kan have været underkastet fysisk eller enzymatisk behandling og som kan være gjort fritflydende med syre eller alkali eller bleget.
Overfladebehandlingsmidler – herunder glittemidler Stoffer der giver en fødevare et skinnende udseende eller udgør et beskyttende lag, når de påføres fødevarens overflade.
Skumdannende midler Stoffer hvormed man kan opnå homogen fordeling af en luftart i en flydende eller fast fødevare.
Skumdæmpningsmidler Stoffer der forhindrer eller reducerer skumning.
Smagsforstærkere Stoffer der forstærker en fødevares smag og/eller lugt.
Smeltesalte Stoffer som overfører proteiner i ost til dispergeret form og derved bevirker en homogen fordeling af fedt og andre bestanddele.
Stabilisatorer Stoffer hvormed man kan opretholde en fødevares fysisk-kemiske tilstand. Til stabilisatorer hører stoffer, hvormed der kan opretholdes en homogen fordeling af to eller flere ikke-blandbare stoffer i en fødevare, og stoffer, som stabiliserer, bevarer eller forstærker en fødevares farve.
Surhedsregulerende midler Stoffer som ændrer eller fastholder en fødevares surhedsgrad.
Syrer
Stoffer der øger en fødevares surhedsgrad og/eller giver den en sur smag.
Sødestoffer Stoffer der giver en fødevare en sød smag.